Sønderho Havn Støtteforening

Børsen på Sønderho Havn

Hvordan Børsen fik sit navn

Efter sigende samledes de ældre skippere hver dag hen mod middag i krostuen i Sønderho Kro. Her ventede de på posten med de tyske og engelske aviser Hamburgische Börsen-Halle, Hamburger Fremdenblatt og Shipping Gazette, som kromanden holdt. Gennem dem kunne de følge med i Liste der Börsenhalle og læse, hvor byens fraværende skippere befandt sig med deres skibe. Dagens efterretninger har de derefter bragt med hen på havnen til videre snak og udbredelse i den lille by. Heraf har samlingstedet måske fået sit navn Børsen.

Hamburgische Börsen-Halle.

Zeitung für Handel und Schiffahrt 1892

Havnebænken (æ ha·nbænk) ca. 1893

Før Børsen kom til, måtte man nøjes med en bænk, hvor store og små nyheder fra verdenshavene og lille Sønderho kunne drøftes. Det ældst kendte foto er dette portkort sendt fra Sønderho i 1903 til letmatros Hans Petersen om bord på den danske bark "Thora" på Mauritius i Det indiske Ocean. Foto i Sønderho Sognearkiv.

Havnebænken omkring 1910

Fra venstre: Maler Jens Svendsen, Hans Fischer, Thomas Knudsen, Jens Marius Harreby, slagter Sonnich Sonnichsen, Maren Methea Tranekjær (gift Petersen), Mette Kathrine Sonnichsen (gift Lydom), tøndelægger Hans Pedersen, Poul Harreby, Jens Mikkelsen Thøgersen. Stående til højre Anthonis Kromann. Foto: Sonnich Thomsen (1858-1933), gengivet med venlig tilladelse fra Jens Ebbe Thomsen.

Børsen henholdsvis 1916 og ca. 1922

Et par af de ældst kendte fotografier af Børsen. Om Børsens tilblivelse fortælles det, at under stormfloden i 1909 eller 1911 strandede Sonnich Thomsens lægter ”Arken” på ”Ararats bjerg”, der lå syd for vejen, der gik ned til havnens kloakudløb. Efter strandingen fik han en god idé. Han fik nogle mænd til at hjælpe sig med at skille båden ad og træet derfra blev brugt til det, der blev til samlingsstedet Børsen. På billedet t.v. ses Anne Kromann Thøgersen (1901-1992) og Margrethe Sørensen (f. 1900), g. Larsen.

For de gamle søfolk var Børsen et uundværligt sted, hvad enten det var fint vejr eller stormvejr, sommer eller vinter. Her kunne de berette om oplevelser fra deres sejltid, fortælle historier, samt ordne verdenssituationen. Herfra blev alt nyt udspredt, her kritiseredes sognerådets arbejder, højst gik vel nok bølgerne, når skatteligningen var lagt frem. I de påfølgende dage var det derfor ikke rådeligt for sognerådsmedlemmerne at komme ned på Børsen, hed det sig. Fotos: Petrea Lund, Sønderho.

Sønderho Havn 1925. Udsnit af akvarel udført af Carl Johan Forsberg

Fra højre ses ”sørøveren” Peder Hansen Brinchs tvillinghuse ”Ellen” og ”Helene” med de to fremspringende gavlkviste, dernæst ”Provstindens Hus", Øster Land 17, prikkesætterens lille redskabshus ”Prik”, Øster Land 11 med kåveren i baggrunden og dernæst det rødmalede ”Tøndehuset”. Nedenfor Tøndehuset ligger en større båd med bunden i vejret. Det kunne være prikkesætterens båd, som han brugte, når han skulle udlægge tønder, sætte koste, prikker og vager (bøjer). Til venstre for båden mellem to skibsmaster ses Børsen. (Privateje).


Børsen 1930

Bag Børsen ses fra venstre maleren Heinrich Dohms (1875-1940) to ferieboliger, som han benyttede hver sommer, sidste gang i 1939. Foto: Johnny Willy Thomsen (1902-1987). Gengivet med venlig tilladelse fra Jens Ebbe Thomsen.

Børsen og Sønderho Havn omkring 1930

Dette dejlige sommerfoto  med Børsen og Sønderho Havn med småskibe er taget af Petrea Lund. Familien er formentlig Rigmor Stürup Johansen gift med sygehusinspektør i Sorø Carl Emil Danckert. Den lille pige i fanødragt er derfor sandsynligvis datteren Anne Lise Danckert, siden gift Kofoed-Hansen (1922-2018). Foto i Sønderho Sognearkiv.

Børsen 1949

Børsen efter ombygning. Fra venstre ses "Møller Anton" (Anton Sørensen, 1894-1965), ukendt kvinde, "Lille P's Jæens" (strandfoged Jens Johannes Jensen, 1894-1960) og bager Hans Nielsen Mandøe (1896-1965).

"Der er en flok gamle skippere og en fanøkone på bænken ved Børsen nær havnen i Sønderho – stedet, hvor historier fra de varme lande blev afhandlet. Min bedstefar kom der, og hjemme har jeg på et bånd hørt, hvordan folk som Lille P’s Jæens (Lille Peters Jens) diverterede tilhørerne med grabbes’er (historier), der med tiden antog stadig mere saftige dimensioner, f.eks. den om hønsene i Spanien, men den tager vi en anden gang". Ina Kjøgx Pedersen i sine erindringer "Samles, skilles ad. Erindringer om liv og død i Sønderho" (2010).

Børsen 2014

I 2014 udpegede UNESCO Vadehavet som verdensarv. I den anledning blev der på Børsens mur indmuret en keramisk flise udført af kunstneren Else Pia Martinsen Erz. Børsen kan både være et festligt og uhøjtideligt sted på én gang, så hvorfor ikke være praktisk og lade en ølkasse være talerstol for byrådsmedlem Kristine Kaas Krog. Fotos: Niels Nørgaard. 


Børsen 2020

Børsen benyttes både til hvedag og fest. Til daglig sætter mange sig på bænken for at nyde udsigten over havnen og Vadehavet med dets mange fugle og udsigten til Ribe Domkirke.

Ved festlige lejligheder samles folk i festligt lag som her ved Sønderhodagen i 2020. Foto: Niels Nørgaard.